Region hovedstaden
layoutlayout


Befordring til og fra hospitalsbehandling

Du skal som hovedregel selv sørge for befordring i forbindelse med behandling på hospital.

Ambulance m.v.
Du har ret til at blive befordret med ambulance eller særligt sygekøretøj, herunder særlig kørestolsvogn, hvis din helbredstilstand gør dette nødvendigt.

Fri befordring (siddende kørsel)
Du har dog ret til at blive befordret til og fra hospitalet, hvis du:

  • Er pensionist
  • Indkaldes til ambulant efterbehandling i forbindelse udskrivning fra et hospital
  • Er indlagt en del af døgnet
  • Er indlagt, men midlertidigt hjemsendes til et weekend-ophold o.lign.
  • Er nødvendig ledsager til en af ovennævnte patienter


  • Befordringen skal i alle tilfælde dog ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

    Denne regel indebærer bl.a. for de pensionister, hvis helbred ikke er en hindring for befordring med bus eller tog, at der ikke er ret til at blive befordret med H:S' kørselsordning. Disse pensionister kan i stedet få refunderet deres udgifter til befordring med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel til og fra hospitalsbehandling, fx udgifter til bus- eller togbilletter, hvis beløbet overstiger 25,00 kr.

    For ambulante efterbehandlingspatienter, deldøgnspatienter eller midlertidigt hjemsendte patienter forudsætter befordring at din fysiske eller psykiske tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler.

    Det er amterne/H:S, der skal afholde udgifterne til befordring af patienter til sygehusbehandling, og som bestemmer om befordringen skal ydes som befordring eller befordringsgodtgørelse.
    (H:S har aftale med et vognmandsfirma, VBT om kørsel af patienter fra Københavns og Frederiksberg kommuner til og fra behandling på H:S-hospitalerne og Amager Hospital.)

    Befordringen ydes mellem bopælen og hospitalet og tilbage.

    Det er hospitalsafdelingen, der i forbindelse med indkaldelse af dig til undersøgelse eller behandling afgør spørgsmålet om befordring og sørger for bestilling af befordring.

    Har du selv måttet sørget for befordring, men var berettiget til befordring, kan du få godtgjort dine udgifter. Befordringsgodtgørelse ydes kun, når din eller eventuelle ledsagers udgift ved det billigste forsvarlige befordringsmiddel til og fra behandlingen overstiger 60,00 kr., for pensionister er beløbet dog 25,00 kr.

    Hvis du ønsker at søge om befordringsgodtgørelse, skal du henvende dig til det hospital, hvor du er blevet behandlet.

    Befordring til behandling udenfor H:S.

    Henvist af H:S
    Hvis H:S i henhold til de i H:S gældende visitationsregler, eller af hensyn til overholdelse af de i lovgivningen fastsatte maksimale ventetider for undersøgelse og behandling af livstruende sygdomme, henviser dig til behandling udenfor H:S, og der er mere end 50 km til eller fra behandlingsstedet, har du altid ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.

    Frit sygehusvalg
    Hvis du efter reglerne om frit sygehusvalg vælger at blive behandlet på sygehus udenfor H:S, må du selv sørge for befordring. Såfremt du ellers ville have været berettiget til vederlagsfri befordring, kan du få befordringsgodtgørelse svarende til den udgift H:S ville have haft ved henvisning af dig efter de gældende visitationsregler i H:S.

    En undtagelse er behandling på sygehusene/hospitalerne i henholdsvis Københavns Amt og H:S, idet Københavns Amt og H:S har aftalt, at hver part yder fuld dækning til egne borgeres befordringsudgifter til den anden parts sygehuse/hospitaler, hvis de pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for vederlagsfri befordring.

    Befordringsgodtgørelse

    Hvis du vil søge om befordringsgodtgørelse i forbindelse med befordring til behandling på et sygehus udenfor H:S, skal du henvende dig til Rigshospitalets finanskontor, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø.

    Reglerne om befordring fremgår af Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1176 af 21. december 1995 og cirkulære nr. 67 af 9. april 1996.


Printudgave
layout



Gå til top Opdateret af: Lisbethw den 8-24-2004